20 oktober 2009

Kommunerne svigter de frivillige

De danske kommuner værdsætter ikke de frivillige ledere og træneres arbejde ude i foreningerne.

Det mener hver tredje foreningsleder ifølge en ny undersøgelse, som Danmarks Idræts-Forbund står bag og som offentliggøres i Idrætsliv, der udkommer d. 21/10.

Danmarks Idræts-Forbund har op til kommunalvalget foretaget en undersøgelse, hvor 1606 foreninger rundt i landet har svaret på spørgsmål om fremtidens udfordringer for netop deres forening. Til det har en tredjedel af de adspurgte foreninger svaret, at de savner anerkendelse og påskønnelse af de frivilliges arbejdsindsats fra kommunernes side. Det bekymrer næstformand i Danmarks Idræts-Forbund, Preben Staun, fremgår det af Idrætsliv.

»Jeg mener, at kommunerne i langt højere grad må gøre sig umage med at respektere det stykke frivillighedsarbejde, som foreningerne laver. Der er ingen tvivl om, at anerkendelse af de frivillige er altafgørende for, at vi også kan hverve nye frivillige fremover.

Når alt kommer til alt, tror jeg egentlig også, at kommunerne i høj grad værdsætter de frivilliges arbejde, men derfra, og så til at foreningerne oplever det, der er et gab, og det skal vi have lukket,« fortæller han.

I Hillerød har Hillerød Samvirkende Idrætsforeninger opgjort værdien af det frivillige arbejde, skriver Idrætsliv.

3.489 trænere, ledere og frivillige hjælpere arbejdede sidste år i 365.967 timer for at sikre borgere i Hillerød Kommune et tilbud om at dyrke idræt 365.967 timer.

Skulle trænere, holdledere, bestyrelses- og udvalgsmedlemmer eller frivillige hjælpere have en timeløn på 120 kr. for at udføre det samme arbejde, ville det koste godt 43,6 millioner kroner om året at skabe et tilbud om at dyrke idræt for de godt 17.000 borgere, der er medlemmer af kommunens idrætsforeninger.

Formålet med samfundsregnskabet er at synliggøre værdien af det bidrag, som idrætten yder til samfundet.

»Vi vil vise, at de mange frivillige i kommunens idrætsforeninger ikke bare stiller krav om økonomi og faciliteter, men også selv yder en kæmpe frivillig indsats til gavn for samfundet,« siger Jørgen Nielsen, formand for Hillerød Samvirkende Idrætsforeninger (HSI) til Idrætsliv.

Samfundsregnskabet skal blandt andet illustrere sammenhængen - eller manglen på samme - med Hillerød Kommunes prioritering af resurser til området.

»Vores frivillige yder en indsats svarende til en værdi på 43,6 millioner kroner for at drive en aktivitet, som en tredjedel af kommunens indbyggere har glæde af, samtidig med at kommunens anlægsbudget for hele idrætsområdet i de kommende fire år er på nul kroner,« siger Jørgen Nielsen i Idrætsliv.

»I en tid, hvor der spares på idrætten mange steder, er det sundt at gøre politikerne opmærksomme på, at vi i dansk foreningsliv har en frivillig sektor, der leverer helt utrolig mange gratis ting til glæde for det danske samfund,« siger DIF´s kommunkationschef Morten Mølholm Hansen til Idrætsliv.

Kommunikationschefen håber derfor, at endnu flere foreninger på landsplan i de kommende år vil forsøge at dokumentere, hvor meget de egentlig knokler på den frivillige bane.


Kilde: Idrætsliv