30 januar 2010

Ringsted: Nye faciliteter til fodbold og beach volley i 2010

I januar 2010 er to kunstgræsbaner på Ringsted Idrætsanlæg færdige. De bliver til gavn for hele kommunen, da alle omegnsklubberne og dermed en lang række hold også vil få stor glæde af disse fodboldbaner i vintermånederne.

I 2010 kommer desuden nye beachvolleybaner i Rimgsted, som erstatning for de baner, der blev fjernet i forbindelse med byggeriet af den nye svømmehal. Etableringen af de to baner, kan ses som en del af en samlet strategi for at udvikle breddeidrætsmulighederne på Ringsted Idrætsanlæg.

Finansieringen af beachvolleybanerne på 160.000 kr.  tilvejebringes fra overskydende midler på Kultur- og Fritidsområdet.

27 januar 2010

Sorø: Kamp om at blive næstformand i Sorø Sportsråd

Sorø Sportsråds nuværende formand Ole Ring har efter mere end 25 år i stolen forberedt sig på at stoppe som formand for rådet i nær fremtid.

Første skridt i processen tages, når der på den kommende generalforsamling i rådet skal vælges en ny næstformand efter den nuværende Niels Andersen fra Stenlille.

I rådets nuværende forretningsudvalg er der to personer, der gerne vil være næstformand i Sorø Sportsråd. Slaglille-Bjernede IF´s formand René Hansen er den ene kandidat, og Jørgen Larsen, der er formand for Dianalund Idrætsforening er den anden kandidat.

Dermed ser der ud til at blive kampvalg i Sorø Sportsråd, når foreningerne skal vælge ny næstformand til februar. Samtidig brydes en årelang tradition, hvor forretningsudvalget selv har stillet med blot en kandidat til f.eks. FU og de fleste råd m.v. som Sorø Sportsråd repræsenteres i.

Efter valget af ny næstformand til februar foreligger samtidig et fingerpeg om, hvem der bliver efterfølgeren til Ole Ring som ny formand for Sorø Sportsråd.

Sorø Sportsråds generalforsamling afholdes d. 24. februar 2010.

26 januar 2010

Sorø: Handlingsplanerne til Sorøs Kultur- og Fritidspolitik mangler på idrætsområdet

Sorø Kommunes Kultur- og Fritidspolitik blev vedtaget af byrådet i juni 2008.

I forbindelse med vedtagelsen af Sorø Kommunes budget for 2010 fremgår det af en aftale mellem Direktionen og Kultur- og Fritidsudvalget for idrættens vedkommende:

"At der i et procesforløb udarbejdes konkrete handleplaner for indsatsområdet med inddragelse af relevante aktører, herunder bl.a. foreningslivet / Sportsrådet, borgere og  Kultur og Fritidsudvalget."

Procesforløbet skal afsluttes med vedtagelse af konkrete handleplaner i Kultur og Fritidsudvalget inden udgangen  af 2010".

De overordnede målsætninger for idrætslivet er nævnt i Kultur- og Fritidspolitikken 2008-2011 således, og de konkrete handlingsplaner vil bl.a. således skulle relatere sig hertil:

1) Det er en prioritering, at der i de enkelte bydele og lokalsamfund skal være idrætsanlæg og områder, som indbyder til et aktivt idræts- og fritidsliv og til at styrke det lokale og sociale samvær. Sorø Kommune vil skabe rammerne for at borgerne kan styrke den fysiske aktivitet – motionen – i alle dens afskygninger og dermed medvirke til at styrke folkesundheden for alle kommunens borgere. Nærhed og kvalitet i tilbuddene er udgangspunktet.

2) Inden for de givne økonomiske rammer stilles de bedst mulige idræts- og fritidsfaciliteter til rådighed med tilbud og mulighed for bred og mangfoldig deltagelse. Den lokale forankring og de lokale basistilbud prioriteres.

3) Institutioner, kommunale fagcentre og eksterne parter er aktive samarbejdspartnere i idrætsprojekter i relation til foreninger og øvrige initiativtagere. Foreningernes egenart og egen forvaltning skal respekteres som det bærende princip.

4) Det skal være attraktivt at være frivillig leder, træner og instruktør i et aktivt foreningsliv. Sorø Kommune skal medvirke til en kompetenceudvikling, der skal fungere som et supplement til de eksisterende idrætsforeningers daglige virke.

5) Sorø Kommune skal være med til at udvikle og fastholde talenter ved en målrettet indsats for både bredde- og eliteidræt. Udviklingen organiseres i et forpligtende fællesskab ved medvirken fra Sorø Kommune, foreninger, erhvervsliv og andre relevante parter.

6)  Eliteidrætten kan være med til at markedsføre Sorø Kommune indadtil og udadtil.

---


Da Kultur- og Fritidspolitikken dækker 2008 - 2011, må man altså konstatere, at såfremt de planlagte handlingsplaner foreligger inden udgangen af 2010, har det taget ca. 2 1/2 år at komme fra politik til handlingsplan!

Finansieringen af handlingsplanerne skal herefter på plads, og her vil Sorø Kommunes budget for 2011 blive vedtaget i efteråret 2010.

Såfremt handlingsplanerne for idrætten ikke er færdige og kan indgå i budgetbehandlingen i sommeren 2010, vil byrådet først kunne behandle handlingsplanerne i efteråret 2011 med mulig opstart i 2012.

Men da Kultur- og Fritidspolitikken jo dækker perioden frem til 2011, så skal en ny Kultur- og Fritidspolitik så også samtidig forberedes her ...

Processen kan forventes at vare ca. 1 år, hvis man ser på udviklingen af den forrige Kultur- og Fritidspolitik i Sorø kommune.

Læs mere her:

http://www.soroe.dk/everest/showdoc.asp?id=090813100825&type=doc&pdf=true

25 januar 2010

Sorø: Tilskud til idræt og kultur pr. indbygger

Indenrigsministeriets kommunale nøgletal findes på http://www.noegletal.dk/

Ifølge Indenrigsministeriet yder Sorø Kommune det 6. laveste tilskud til idræt i landet målt pr. indbygger i 2009.

Læs mere her:

http://idraetstilskud.blogspot.com/search/label/Tilskudsordninger

Herunder kan man læse mere om opgørelsen og definitionerne.

Indenrigsministeriets opgørelse af udgifterne til kultur pr. indbygger omhandler kommunens bruttodriftsudgifter anvendt pr. indbygger.

Udgifter dækker driften af museer, biografer, teatre, musikarrangementer og andre kulturelle opgaver.

Udgifterne til sport og fritid pr. indbygger  omhandler bruttodriftsudgifterne pr. indbygger, og vedrører udgifterne til fritidsområder og fritidsfaciliteter, herunder idrætsanlæg, samt udgifter til folkeoplysning, bl.a. tilskud til foreninger og klubber samt ungdomsskolevirksomhed.

1,53% af det samlede driftsbudget i Sorø anvendes til kultur- og fritidsområdet, og det er kun næsten halvdelen af hvad man gør i Slagelse og Ringsted. Det betyder også, at eksempelvis bibliotekerne kommer til at sætte sig på halvdelen af budgettet i Sorø.


Her kan man se en mere specificeret opdeling fra Slagelse:





Derudover anvendes desuden kommunale anlægskroner til idræt, fritid og kultur m.v.:

Nogle eksempler på udvalgte anlægsinvesteringer i Sorø, Ringsted og Slagelse til idrætten i de senere år er nævnt herunder:

Sorø Kommune

Udvidelse af Sorø-hallen, 24 mio. kr. (indviet 2008)
Udvidelse af Stenlille-hallen, 21 mio kr. (indvies 2010) *
Udvidelse af Frederiksberg-hallen 7,1 mio.kr. (Påbegyndes i 2011)
Lysanlæg til LBI: 150.000 kr. (2010)**

*) Medfinansierens af Lokale- og anlægsfonden samt A.P. Møllers Fond.
**) Medfinansieres af Sorø Spare- og Lånekasses fond på 150.000 kr.

Slagelse Kommune (uddrag)

Korsør Atletik Stadion (2009)  8 mio. kr.

I budgetaftalen for 2010 til 2013 af afsat midler til:
3 mio til Motionsoaser i Korsør og Skælskør.
4 mio kr. til renovering af fritidsfaciliteter
42 mio. kr. 2010-2013 til Idrætsanlæg/Erstatningsbaner.


Ringsted (uddrag):

Renovering og udbygning af svømmehal (2007) samlet pris ca.  80 mio. kr.
Parkeringspladser ved Ringsted Idrætsanlæg 2,5 mio. kr (2010)
Ny hal i Ringsted Syd ved Ringsted Gymnasium
Multihus i Gyrstinge 2009 (5,1 mio kr.)

22 januar 2010

Sorø: 250.00 kr. til sporten

I mange år har Sorø Spare- og Laanekasses Fond været en støtte for idrætten i Sorø. Og i år kunne fonden dele 250.000 kr. ud til idræt.

Lynge-Broby Idrætsforening blev topscorer med 150.000 kr. til et nyt lysanlæg. Kommunen har bevilget et tilsvarende beløb i budgettet for 2010.

Sorø Roklub fik 35.000 kr. til hjælp en en båd af typen Filippi. Idrætsforeningen SOR fik 26.000 kr. til volley-udstyr og kampdragter. Gymnastikforening fik 22.500 kr. til nye gymnastikdragter. Sorø Cano og Kajak Club fik 16.000 kr. til at sende unge eliteroere på træningslejr i Florida.

Sorø Sportsråds formand Ole Ring sagde ved uddelingen tak til fonden.

Sorø: Fokus på udvidelse af hallerne fra 2007-2010

På idrætsområdet har Sorø Kommune i de seneste år oplevet en høj prioritering af halbyggerier. Vi har her lavet en samlet oversigt.

Ny hal 3 i Sorø by

I 2007 afsluttede Sorø Kommune opførelsen af den nye hal 3 ved Sorø-Hallen, der kostede 24 mio. Hallen blev indviet 8. marts 2008 med bl.a. en bueskydningsbane i kælderen, og en ekstra opdelelig hal samt en springgrav. Et stort kælderlokalet står knap 2 år efter færdiggørelse af byggeriet stadig råt og er ikke i brug.

Lokalet var tiltænkt et foreningsdrevet motionscenter.

Læs mere her:

http://polweb.nethotel.dk/Produkt/PolWeb/Sog/ShowFile.asp?p=soroe07&ID=6169

http://www.sorøfreja.dk/data/images/pdf/udmeldelse%20af%20sor%C3%B8%20sportsr%C3%A5d.pdf


Udvidelse af Stenlillehallen (Stenlille Fritidscenter)

I 2008 har man så taget fat på udvidelsen af Stenlille-Hallen ( forventet pris 21 mio.), der afsluttes i foråret 2010. Byggeriet er dermed blevet mere end dobbelt så dyrt, som da projektet først kom på budgettet i 2007.

Omfang: Byggeriet omfatter ca. 1.350 m2 nybygning samt ca. 200 m2 ombygning. Den nye hal sammenbygges med den eksisterende hal og der udføres en del ombygningsarbejder i denne.




I skrivelse til kommunen af 20. april 2007 redegør Sportsrådet nærmere for projektet, herunder

• Baggrund for projektet

• Projektets udformning

• Økonomi og organisation

Sportsrådet fremsender endvidere tegningsmateriale, beskrivelse af materialer og konstruktioner samt overslag over byggeudgifter udarbejdet af arkitektfirmaet Leif Madsen og Helje Sørensen A/S.

Udvidelsesprojektet af Stenlille-Hallen er drøftet og udarbejdet i et samarbejde mellem Sportsrådet, foreninger og beboere i Stenlille, og den foreliggende plan er udarbejdet af et arbejdsudvalg under Sportsrådet suppleret med repræsentanter for de uniformerede ungdomskorps og ældreidrætten i Stenlilleområdet.

Arbejdsudvalget har desuden modtaget assistance fra Lokale & Anlægsfonden i idefasen.

Sportsrådet har i sit arbejde med projektet søgt midler i Lokale & Anlægsfonden under forud-sætning af, at Stenlille-Hallen i forbindelse med realiseringen af udvidelsen / tilbygningen overgår fra at være en kommunal institution til at være en selvejende institution med en driftsoverenskomst med Sorø Kommune.

Sorø Kommune har i forbindelse med planlægningen af en række offentlige byggerier i Stenlille by, herunder etablering af en ny stor daginstitution, udbygning af Stenlille Skole og udvidelsen af Stenlille Hallen tænkt en geografisk sammenhængende fysisk placering af de kommunale institutioner, således at der både indholdsmæssigt og driftsmæssigt kan arbejdes og planlægges helhedsorienteret og på tværs af sektorer, herunder også at den samlede drift og servicering af den samlede kommunale bygningsmasse i området kan koordineres og optimeres. I den forbindelse vil det være ønskeligt, at Stenlille-Hallen også efter udvidelsen fortsat er en kommunal drevet institution.

Økonomiske konsekvenser:

Sorø Kommune har i budget 2007 afsat kr. 10.000.000 til formålet på betingelse af, at Sportsrådet selv skaffer kr. 2.000.000 til projektet.

En realisering af det det forelagte projekt er beregnet til at koste kr. 13.260.000. Der foreligger en forhåndsindstilling fra Lokale & Anlægsfonden om et anlægstilsagn på kr. 3.000.000, og der forhandles fortsat om de resterende kr. 260.000, så Sorø Kommunes bidrag forbliver uændret.

I det udarbejdede projekt med tilhørende budget indgår, at der etableres en skillevæg som en nedsænkelig foldevæg. Sportsrådet er ikke helt tilfreds med denne løsning, og ønsker folde væggen erstattet af en mobil pladevæg, hvilket forøger anlægsudgiften med yderligere kr. 275.000. Sportsrådet arbejder p.t. på at tilvejebringe budget til udskiftning af foldevæggen til en pladevæg.

Sportsrådet skønner, at der i forbindelse med byggeriet er et behov for en inventarinvestering på kr. 400.000. Midler til inventarindkøb er ligeledes ikke finansieret endnu.


En bevilling på tre mio. kroner fra Lokale- og Anlægsfonden betyder, at borgerne i Stenlille kan se frem til at få et fritidscenter, der vil rumme aktiviteter som idræt, træningsmuligheder, teater, udstillinger og musikarrangementer. Det nye fritidscenter bliver bygget i tilknytning til den eksisterende Stenlille Hal.

I øjeblikket er der så stort et pres på de nuværende faciliteter i Stenlille, at det forhindrer  mange af byens foreninger og organisationer i at udøve deres aktiviter. Derfor ser formanden for Sorø Sportsråd, Ole Ring, frem til, at byen kan få et fritidscenter, der samler en række af  byens idræts- og kulturtilbud.

"For lokalsamfundet i Stenlille vil hallen blive en tiltrængt fornyelse. Vores halkapacitet har kørt på pumperne, og mange af foreningerne har været klemt. Med det nye fritidscenter vil vi  kunne tilgodese en række behov, der giver flere muligheder, så ældreidrætten f.eks. kan  blomstre," siger Ole Ring.

Det er af Teknik og miljøidvalget i marts 2009 konstateret, at der ikke er udarbejdet et driftsbudget for Stenlille Fritidscenter efter foretaget udbygning.

Driftsudgifterne forventes at omfatte:

Teknisk service personale

Rengøring
Indvendig og udvendig bygningsvedligeholdelse
Skatter og afgifter, forsikring
Vedligeholdelse af inventar og materiel.

Budgettet for drift af lokalerne udgør herefter kr. 483.510 kr.

Udvidelse af Frederiksberg hallen

I 2010 kommer turen til Frederiksberg, hvor idrætsfaciliteterne skal udbygges: Borgmesteren oplyste d. 22/12 2008 i nytårsudtalelsen "Den, der gennem til natten", at der var afsat 3 mio. kr. til formålet.

http://www.soroe.dk/cms/site.aspx?p=95&newsid=477

I følge Sorø Sportsråds mødereferat fra nov. 2009 er der nu bevilget 7,1 mio kr. til formålet.

Kendetegnende for alle byggerierne i Sorø, Stenlille og Frederiksberg er, at samtlige af byggerierne  har kostet mere end det dobbelte af, hvad der oprindeligt var anslået og budgetteret.

På anlægssiden har Sorø Kommune således investeret mere end 50 mio. kr i nye haller fra 2007-2010.

Ifølge indenrigsministeriets opgørelse på idrætsområdet yder Sorø Kommune dog det 6. laveste tilskud pr. indbygger i Danmark i 2009.

Indenrigsministeriets tal har desuden klartlagt, at Sorø Kommune i forhold til alle de omkring liggende kommuner og i forhold til gennemsnittet i Region Sjælland yder et betydeligt lavere tilskud til såvel idræt som kultur.

Analyserne kan bl.a. læses her

Samtidig har Sorø kommune i januar 2010 indført nye servicestandarderne, hvilket har vakt stor utilfredshed hos en række idrætsforeninger

Ubemandede sportshaller har bl.a. en øget risiko for hærværk, mener brugere af bl.a. Ruds Vedby-hallen og Sorø Hallerne. En konsekvens af besparelserne i Sorø Kommunes nye hal-service er nemlig øget risiko for hærværk, fordi der ikke længere er fast tilknyttede halinspektører.

I forbindelse med den såkaldte serviceharmonisering er der således afsat ydereligere 200.000 kroner til hærværksskader i hallerne.

http://www.nordvestnyt.dk/artikel/56770:Kalundborg--Tomme-haller-inviterer-til-haervaerk

http://www.tv2east.dk/artikler/hal-brugere-skal-selv-vaske-gulv-i-soroe

Derudover skal en række opgaver omkring f.eks. opsætning og nedtagning af bander klares selv af foreningernes instruktører, hvor det tidligere blev ordnet af hallernes medarbejdere.

21 januar 2010

Sorø: Politiske kasketter giver problemer for idrætsråd

I Kolding er Idrætsrådet på jagt efter ny formand.

Efter at den nuværende formand for Kolding Idrætsråd ( KIR), Claus Warming, er blevet valgt ind i såvel Kolding Byråd som Regionsrådet, står det fast, at Kolding Idrætsråd på sit ordinære repræsentantskabsmøde i marts skal have en ny formand.

-Lige nu har vi ikke fundet min afløser, lyder det fra Claus Warming, som af tidsmæssige årsager er nødt til at sige fra, skriver lokalpressen. Det politiske arbejde kan ikke gå hånd i hånd med at være formand for KIR, og derfor kan det også komme på tale at fremrykke repræsentantskabsmødet.

At Claus Warming står i spidsen for idrætsrådet, kan give problemer. KIR har nemlig pr. automatisk en plads i Eliteidrætsrådet i Kolding, og det plejer at gå til idrætsrådets formand.

I forvejen er de Radikale og Venstre af byrådet i Kolding udpeget til at repræsentere kommunen i Eliteidrætsrådet, og hvis Claus Warming også var med, vil der sidde tre politikere i rådet, hvilket ikke vil være hensigtsmæssigt, fremgår det af  lokalpressen.

I Sorø var der også stor debat om politiske dobbeltroller op til kommunalvalget 2009, da formanden for Sorø Sportsråd Ole Ring pludselig stillede op til kommunalvalget for Socialdemokraterne.

Kritikken gik her bl.a. på at Ole Ring som formand for Sorø Sportsråd var vært for et valgmøde arrangeret af rådet på vegne af idrætsforeningerne i Sorø, hvorefter Ole Ring selv satte op i det politiske panel. Dermed kunne han ikke varetage idrætsforeningernes interesser optimalt og upolitisk, da kasketterne nu var blandet sammen, lød kritikken fra flere sider.

En af Sorøs største idrætsforeninger fodboldklubben Sorø Freja valgte herefter at melde sig ud af Sorø Sportsråd i protest mod Ole Rings politiske kasketter i forhold til posten som formand for Sorø Sportsråd. Også Sorø Tennisforening fremførte en kraftig kritik af situationen.

20 januar 2010

Slagelse: Udviklingsplaner for fritidsområdet vedtaget med fastlagte mål, succeskriterier og evaluering.

Slagelse kommune har udarbejdet en udviklingsaftale for Kultur- og fritidsområdet. Aftalen præciserer de politiske mål og forventninger mellem fritidsudvalget og lederen af fagcentret for en 2 årig periode.

265 foreninger modtager tilskud til folkeoplysende foreningsarbejde i kommunen.  9482 børn og unge under 19 år er medlem af en idrætsforening, og 1076 i alderen 19-24 år er medlemmer. 8163 over 25 år er medlem af en idrætsforening i Slagelse i 2009.

Udviklingsaftalen omfatter bl.a:

Senioridrætten

Faciliteter

Tilgængelighed

Folkeoplysningsområdet

Branding og markedsføring

Hvert af indsatsområderne er beskrevet med mål, succeskriterier og evaluering.

Læs mere her:

http://www.slagelse.dk/NR/rdonlyres/DAA39F95-F401-4D55-9BB5-25AFD2763B87/29362/Bilagpkt82UdviklingsaftaleforFritid.pdf

I Sorø Kommune findes en beskrivelse af et enkelt indsatsområder inden for fritid, nemlig området faciliteter. Indsatsområdet er beskrevet i et referat fra Kultur- og Fritidsudvalget i efteråret 2009.

http://polweb.nethotel.dk/Produkt/PolWeb/Sog/ShowFile.asp?p=soroe07&ID=18096

I referatet fra Kultur- og Fritidsudvalgets møde d. 4/11 2009 fremgår det, at udvalget og administrationen arbejder med at understøtte følgende igangværende indsatsområder bl.a. primært med mødedeltagelse:


1) Udvidelsen af Stenlille-hallen (Er igangsat)

2) Opførelse af en svømmehal. (Der er ikke afsat nogen midler hertil)

3) Optimering af de udendørs anlæg, herunder boldbaner. (Der er bevilget 150.000 kr. til et lysanlæg til LBI)

4) Understøtte foreningsbaserede motionscentre (Sorø og Stenlille MotionsFitness). Projektet mangler et sekscifret beløb for at kunne igangsættes i Sorø.

Baggrunden for prioriteringen er, at netop "fysiske rammer" er udvalgt som særligt indsatsområde i Kultur- og Fritidspolitikken, fremgår det af et udvalgsreferat.

19 januar 2010

Hvad er der hidtil kommet ud af Sorøs Kultur- og Fritidspolitik 2008-2011?

Herunder er samlet mange af de tiltag, vi hidtil har kunnet henføre til implementering af Sorøs Kultur- og Fritidspolitik 2008-2011.

Ifølge den af byrådet vedtagne Kultur- og fritidspolitik for 2008-2011 skal Sorø skal have en stærk placering på det kultur- og fritidspolitiske landkort.

Selve Kultur- og Fritidspolitikken har cirka kostet 180.000 kr. at få udarbejdet excl. arbejdslønnen hos Kultur- og Fritidskonsulenten (Anne Mette Krabbe på daværende tidspunkt)

Sorøs tidligere Kultur- og Fritidskonsulent Anne Mette Krabbe har beskrevet hvordan hele processen med at udvikle kommunens Kultur- og Fritidspolitik 2008-2011 forløb.

Citat: "Det var overraskende, at kulturlivet, som havde sukket mest efter en politik, var forholdsvist fraværende i debatten, mens idrætslivet, som i nogen grad havde været negativt stemt overfor relevansen af en politik, startede en livlig og meget lærerig debat i både presse og blandt borgere.

Konsekvensen af den megen debat om idrætslivet medførte, at vi lavede strukturen for politikken om, så idrætslivet fik en langt større og mere central plads i politikken, end det først var tanken."

Følgende igangsatte tiltag kan efter denne blogs analyse henføres til Kultur- og Fritidspolitikken 2008-2011, som byrådet har vedtaget.

Tiltagene fra Sorø Kommunes side omfatter indtil nu:

(A) Borgerinddragelse

* Facebook kommunikation med Sorø Ungdomsråd
http://www.facebook.com/group.php?gid=48646846895

(B)  Børn og unge

* Børnekulturugen 2010
http://www.sorø.dk/cms/site.aspx?p=5163

* Fysiske rammer til SUR tildelt på Katrineslystgården
http://www.soroe.dk/cms/site.aspx?p=95&newsid=747

http://www.nau.dk/filer/nyhedsbreve/november09.pdf

http://www.sn.dk/webtv/soroe/1?video=456

Sorø Ungdomsråd er etableret og der er afsat kommunale midler på 25.000 kr./år samt løndækning på ca. 50.000 kr./år til en studentermedhjælp/sekretær for rådet.
http://www.facebook.com/group.php?gid=48646846895

SUR har fået eget lokale.


(C) Kultur, erhverv og turisme

* Kulturkørekort (Skoletjeneste - der er afsat 767.000 kr. i 2009) - tiltaget kørte dog som pilotprojekt før udarbejdelsen af Kultur- og fritidspolitikken.

http://polweb.nethotel.dk/Produkt/PolWeb/Sog/ShowFile.asp?p=soroe07&ID=7742


* Fælles museumsmagasin i Vestsjælland.

Efter mange års forberedelse er der nu udsigt til opførelse af et fælles museumsmagasin i Kulturregion Midt- og Vestsjælland for Holbæk, Ringsted, Sorø, Slagelse og Odsherred Kommuner.

Bygningen opføres på en 14.000 kvadratmeter grund i Ugerløse ved Holbæk i starten af 2010 med forventet færdiggørelse ved udgangen af 2010. Udgiften beløber sig til 15 mio. kr. plus moms

Udover de kommunale tilskud skal statslige puljer og private fonde søges om anlægstilskud og restbeløbet ud over de 12,9 mio.kr., kommunerne har givet tilsagn om, skal lånefinansieres.

(D) Fysiske rammer


* Idrætsrelaterede punkter

I referatet fra Kultur- og Fritidsudvalgets møde d. 4/11 2009 fremgår det, at udvalget og administrationen arbejder med at understøtte følgende igangværende indsatsområder bl.a. primært med mødedeltagelse:

1) Udvidelsen af Stenlille-hallen (Indvies foråret 2010)

2) Opførelse af en svømmehal. (Der er ikke afsat nogen midler hertil)

3) Optimering af de udendørs anlæg, herunder boldbaner. (Der er bevilget 150.000 kr. til et lysanlæg til LBI)

4) Understøtte foreningsbaserede motionscentre (Sorø og Stenlille MotionsFitness). Projektet mangler et sekscifret beløb for at kunne igangsættes i Sorø.

Baggrunden for prioriteringen er, at netop "fysiske rammer" er udvalgt som særligt indsatsområde i Kultur- og Fritidspolitikken, fremgår det af et referat fra Kultur- og fritidsudvalget.

Følgende er ikke igangsat fra Kultur- og Fritidspolitikken 2008-2011:

1) Støtte til eliteidræt. Dette punkt indgår i politikken, der er vedtaget af byrådet. Efter Kultur- og fritidsudvalgets fremsatte forslag til Sorø Kommunes budget for 2009 om støtte til eliteidrætten i Sorø, stemte Soc. og SF alligevel ved budgetvedtagelsen i mod at bevilge 100.000 kr. til formålet. Forslaget blev ikke fremsat ved budgetbehandlingen for 2010.

Ydermere er det fra kommunens stillingsbeskrivelse for Kultur- og Fritidskonsulenten konstateret, at Sorøs Kultur- og Fritidskonsulent ikke har idrætten som sit arbejdsområde. Det til trods for, at idrætten har store afsnit i kommunens vedtagne kultur- og fritidspolitik for 2008-2011.

Frem til 1/1 2010 var Poul Hangler (SF) formand for Kultur- og Fritidsudvalget og han er til daglig ansat i DGI Vestsjælland. Sorø Kommune har tillige en partnerskabsaftale med DGI.

Poul Hangler har som udvalgsformand til vores forespørgsel på, hvorfor Kultur- og Fritidskonsulenten ikke skulle arbejde med idræt i Sorø svaret følgende i december 2009:

"Det er ikke politikernes opgave at tilrettelægge den arbejdsgang, der foregår i fagcentrene. Derfor er det naturligvis heller ikke os, der beslutter hvem og til hvad nye medarbejdere skal arbejde med."

(E) Bosætning

(F) Kulturportal

* Oplev Sorø-portalen er blevet lanceret (kalender over aktiviteter)
http://www.soroe.dk/cms/site.aspx?p=1504

Sorø: Sådan blev Sorø Kommunes Kultur- og Fritidspolitik 2008-2011 til

Sorøs tidligere Kultur- og Fritidskonsulent Anne Mette Krabbe har i et notat beskrevet hvordan hele processen med at udvikle kommunens Kultur- og Fritidspolitik 2008-2011 forløb.

Af notatet der ligger på Kulturforvalternes hjemmeside fremgår det bl.a. at :

"Det var overraskende, at kulturlivet, som havde sukket mest efter en politik, var forholdsvist fraværende i debatten, mens idrætslivet, som i nogen grad havde været negativt stemt overfor relevansen af en politik, startede en livlig og meget lærerig debat i både presse og blandt borgere.

Konsekvensen af den megen debat om idrætslivet medførte, at vi lavede strukturen for politikken om, så idrætslivet fik en langt større og mere central plads i politikken, end det først var tanken.

Debatten fortsatte langt ud over høringsfasen og har medført en række budgetønsker og projekter, som er direkte affødt af processen omkring kultur- og fritidspolitikken."

Læs hele om hele forløbet med udviklingen af Sorøs Kultur- og fritidspolitik 2008-2011 her:

http://www.kulturforvalterne.dk/media/Kultur_og_fritidspolitik_i_ny_Soro_Kommune.pdf

Sorø: Baggrundsmateriale om Sorø Kommunes partnerskabsaftale med DGI

Sorø Kommune har indgået en partnerskabsaftale med DGI i efteråret 2007 med det formål at få flere unge som gamle til at dyrke idræt i Sorø.

Vi har her samlet lidt af det materiale, som er tilgængeligt om projektforløbet:

Indgåelse af partnerskabsaftalen i november 2007
http://www.soroe.dk/cms/site.aspx?p=95&newsid=156

Referat fra styregruppemøde 1, december 2008
http://polweb.nethotel.dk/Produkt/PolWeb/Sog/ShowFile.asp?p=soroe07&ID=9549

Møde i Koordineringsgruppen, januar 2009

http://polweb.nethotel.dk/Produkt/PolWeb/Sog/ShowFile.asp?p=soroe07&ID=9550

Artikel om PLAY-projekt i Sorø, juni 2009
http://www.e-pages.dk/bgmonline_soa/143/8


Kursusbeskrivelse for PLAY-hold i Sorø, efteråret 2009:

PLAY I SORØ PLAY-hold i Sorø Hallen
2009 - 2010

Holdet:
Holdet er målrettet børn i alderen 0.- 4. Klasse, der er overvægtige eller har tendens til overvægt.

Hvad går PLAY ud på?:
• Vi vil prøve forskellige former for idræt, motion og bevægelse.
• Vi skal dyrke motion på en skæg måde, med sjove lege, stafetter osv.
• Vi prøver at være udendørs når vejret tillader det.
• Vi skal være kammerater, hjælpe hinanden og have det sjovt.
• Vi er åbne overfor dine ideer – hvad kunne du tænke dig?

Instruktører:
Peter Vajhøj tlf: 20978795 mail: vajhoj@msn.com
Lene Poulsen tlf: 28977257 mail: poulsenlene@hotmail.com
Louise Troen Andersen tlf: 29925574 mail: louise.troen@hotmail.com

Vi er studerende professions bachelorer i ernæring og sundhed ved University College Sjælland, Ankerhus Sorø.

Sted: Gymnastiksalen i Sorø Hallen

Tid: Onsdag kl. 16-17

(Du har mulighed for at gå lige fra SFO’en til PLAY. Instruktørerne vil hente dig i SFO’en. Efter PLAY kan dine forældre hente dig i hallen, hvis du ikke selv skal tage hjem.)

Første gang: Onsdag d. 9. september. 2009.

Du er meget velkommen til at prøve og være med, for at se om det er noget for dig.

Pris: 450 kr. for september - marts

Vi glæder os rigtig meget til at se dig.

M.v.h. Peter, Louise og Lene.


Stillingsopslag, januar 2010; "Tankpasserjob" i SFO´er

http://idraetstilskud.blogspot.com/2010/01/sor-tankpasserjob-skal-give-mere-idrt-i.html

18 januar 2010

Sorø: Bliv "tankpasser" i Sorøs SFO´er

Sorø Kommune ønsker mere idræt til børnene i udvalgte SFO´er i kommunen.

Der er derfor udviklet et særligt koncept kaldet "Tankpasserjob".

Læs Sorø Kommunes jobopslag fra januar 2009 til dette tiltag her:

I et samarbejde med DGI Vestsjælland og Sorø Sportsråd har Sorø Kommune oprettet 8 fritidsjob ved SFO'erne. Det er fordelt med 2 pladser på hver af disse skoler. Pedersborg Skole, Slaglille Skole, Ruds Vedby Skole og Sorø Borgerskole.

Tankpasserjobbene henvender sig til skoleelever som er mellem 14 og 16 år ved opstart. Du skal være aktivt medlem af en idrætsforening, og elev eller tidligere elev ved den skole, hvor du tankpasserjob.

Vi forventer at du er rollemodel for et aktivt fritidsliv, inspirerer til medlemsskab af en idrætsforening, og medvirker til at øge samarbejdet mellem sfoén og din idrætsforening.

Du vil få et kursus i offentlige ansættelsesvilkår af Sorø Kommunes personaleafdeling og idrætsinstruktørkurser af DGI Vestsjælland. Du vil således personligt få nogle kompetencer, som du fremadrettet kan anvende i din uddannelse og fritid.

Du skal være i sfoén 2 x 2 timer ugentligt, lige efter skolegang i 20 uger, altså i alt 80 timer, samt kurserne. I begyndelsen vil I arbejde sammen 2 og 2. Der udbetales i alt 5.000 kr., fordelt på 3 deludbetalinger i perioden. Der trækkes am-bidrag af beløbet.

Skriftlig ansøgning skal afleveres på skolens kontor senest 29/1-2010, bilagt dokumentation for dit aktive medlemsskab af en idrætsforening. Samtaler finder sted umiddelbart efter. Kurserne begynder inden vinterferien og første arbejdsdag bliver i uge 8.

Du kan få yderligere oplysninger ved henvendelse til SFO'en.

09 januar 2010

Sorø: Otte 14-16 årige skal skabe idræt i SFO´erne

Sorø Kommune har etableret en partnerskabsaftale med idrætsorganisationen DGI Vestsjælland.

Som en del af denne aftale, har kommunen dels kørt et uddannelsesforløb for en håndfuld unge, og nu skal der så mere gang i skolefritidsordningerne.

Modellen er som følger:

Sorø Kommune opretter job for 14-16 årige ved SFO’erne på Pedersborg Skole, Slaglille-Bjernede Skole, Ruds Vedby Skole og Sorø Borgerskole

De unge, der skal lave idræt i Sorøs SFO´er får titlen "tankpassere" inspireret af de eftermiddagsjob som mange unge har.

Sorø Kommune har i et samarbejde med DGI Vestsjælland og Sorø Sportsråd besluttet at tilbyde otte skoleelever i alderen 14-16 år, der er aktive medlemmer af en idrætsforening, ansættelse i fire SFO’er i kommunen i 20 uger fra begyndelsen af februar.

Der er tale om en forsøgsordning, men hvis det bliver en succes, er det hensigten er, at der skal være tale om en rullende ordning, således at otte nye elever får muligheden til august for efterårshalvåret og således fremdeles.

Inden de unge bliver ansat, har de været igennem et tre timers kursus i offentlige ansættelsesforhold ved Sorø Kommune samt et to gange fire timers instruktørkursus målrettet til formålet. Sidstnævnte tager DGI Vestsjælland sig af.

De 14-16 årige skal i de 20 uger bl.a.

- Inspirere SFO-børnene til mere idræt
- Øge samarbejdet mellem skoler og idrætsforeninger

Formålet med ordningen er at få nogen idrætsaktive unge ud i SFO’erne, hvor de skal virke som rollemodeller, og forhåbentligt inspirere nogen af SFO-børnene til et aktivt fritidsliv. Deres tilstedeværelse på SFO’erne skal desuden medvirke til at øge samarbejdet mellem skolerne og idrætsforeningerne.

Før de unge påbegynder ansættelsen vil de få kurser i offentlige ansættelsesvilkår ved Sorø Kommunes personalafdeling og idrætsinstruktørkurser ved DGI Vestsjælland.

Aflønningen vil ligge på niveau med det, de ville kunne tjene ved et fritidsjob på en tankstation – deraf navnet.

Derudover vil de få lært at skrive en ansøgning. Ansættelsen vil foregå efter helt normale ansættelsesprocedurer. Stillingerne opslås af Sorø Kommune, og der skal skrives en ansøgning til den skole, hvor man søger ansættelse.

Omfanget er et job på 2 × 2 timer ugentligt, lige efter skolegang, i ialt 20 uger, altså ialt 80 timer + kurserne.

Der udbetales herfor ialt kr. 5.000 fordelt i tre udbetalinger i løbet af ansættelsesperioden, svarende til ca. 60 kr. i timen. I begyndelsen skal eleverne arbejde sammen to og to. Efterhånden som det udvikler sig aftales arbejdsvilkårene med den enkelte SFO.

De faglige organisationer FOA Midtsjælland og BUPL Midtsjælland ser en række potentielle problemer i "tankpasserordningen", og har derfor bedt om et møde med Sorø Kommune.

I andre kommuner har vi undersøgt tilsvarende SFO-tiltag og har set følgende aktiviteter med samme overordnede formål som i Sorø.

Opgaverne løses her på anden vis:

1) Koblingen og dialogen mellem idrætsforeningerne, skolerne og SFO´erne sker bl.a. via en ansat idrætskonsulent f.eks. i Ringsted og Slagelse.

2) Mere idræt i SFOérne skabes også andre steder ved at kommunerne etablerer Skolesport, hvor primært de ikke idrætsaktive børn motiveres til at dyrke mere idræt, gennem fastlagte aktiviteter lige efter skoletid. I Ringsted fungerer Skolesport-modellen på en række skoler med den største deltagelse af elever fra 0. - 4. klasse.

Man kan læse om Skolesport konceptet her i Skolesports brochure.

Skolesport har DIF og Trygfonden i ryggen, og kommunerne der deltager modtager et tilskud til gennemførelsen af aktiviteterne på skolerne, ligesom der også ydes konsulentbistand og uddannelse til lærere og pædagoger. Der er tilknyttet lidt større børn som rollemodeller.

Desuden er der afsat midler i en initiativpulje, der kan ansøges af skolerne til aktiviteter.

3) Certificerede SFO´er

I Roskilde har man valgt en anden tilgangsvinkel til mere idræt i SFO´erne:

Her har man i 2009 etableret den første DGI-certificerede idræts-SFO.

Målet er, at hvert barn er fysisk aktivt mindst en time om dagen. Og hver dag byder på forskellige idrætstilbud.

Den 17. april 2009 kunne SFO Sct. Jørgen så fejre, at den er den første SFO i Danmark, der får det blå stempel som DGI-certificeret. 11 andre SFOer er på vej i løbet af foråret i Silkeborg, Skanderborg og København.

Hverdagen i SFOen er ændret, så der nu er langt mere fokus på idræt, leg og bevægelse.

- Bevægelse fylder meget mere i vores hverdag nu. Børnene bevæger sig mere, og de får at vide, hvorfor det er en god ide, siger Marie Tordsson, der er leder af SFO Sct. Jørgen til DGI´s hjemmeside.

I august 2008 gik i alt 12 institutioner i gang med arbejdet for at blive certificeret som Idræts SFO efter de rammer, DGI har udstukket. Undervejs har alt personale deltaget i fem DGI-kursusmoduler, og så har personalet skulle omsætte deres nye viden til praksis i institutionen.

Hvis en SFO vil have DGIs stempel er det således hele personalegruppen og ikke blot nogle få udvalgte, der skal gennem DGIs kursusmoduler. Meningen er nemlig, at personalegruppen skal flytte sig sammen til gavn for børnene.

Også de lokale foreninger involveres og kan byde ind med aktiviteter i idræts SFOerne.

Sct. Jørgen har bl.a. haft besøg af Roskilde Karate Klub og Roskilde Bordtennisklub, ligesom gymnastikforeningen var på besøg med en airtrack.

- Det har været fabelagtigt godt. En stor succes. Foreningerne har vist, hvad de kan tilbyde børnene, og børnene har prøvet noget nyt, siger Marie Tordsson.

Også i Hillerød er der fokus på idræt i SFO´erne.

Inaktive børn er et stigende problem i Danmark. Og derfor arbejder en række skolefritidsordninger i Hillerød med at gøre motion til en naturlig del af hverdagen.

25 pædagoger har netop afsluttet første del af deres idrætsuddannelse.

Hovedtanken bag Idræts - SFO 'erne er at nå de børn, som ikke i forvejen er vilde med sport og derfor ikke er medlem af de lokale idrætsforeninger.

Børnene nås gennem sjove lege i stedet for de klassiske konkurrenceprægede motionsformer som for eksempel fodbold. Legen bruges også til at undgå konflikter og skæld ud i hverdagens tilspidsede situationer.

SFO'erne på Gørløse Skole, Skanseskolen og Sophienborgskolen er alle i gang med et idrætsuddannelsesforløb hos DGI, så de til sommer kan bryste sig med titlen som Idræts - SFO .

03 januar 2010

Sorø: Lav mødedeltagelse i Sorø Sportsråd i 2009

Paraplyorganisationen for alle idrætsforeninger Sorø Sportsråd har i 2009 oplevet en lav mødedeltagelse.

Generalforsamling 25/2 2009: Tilstede: 15 foreninger. Ikke mødt: 34 foreninger. Mødeprocent 30%.

Møde 26/5 2009: Tilstede: 15 foreninger. Ikke mødt: 34 foreninger. Mødeprocent 30%

Møde 24/8 2009: Tilstede: 16 foreninger. Ikke mødt: 33 foreninger. Mødeprocent 32 %.

Møde 26/11 2009: Tilstede: 13 foreninger. Ikke mødt: 35 foreninger. Mødeprocent
26%

Sportsrådets formål er

- at virke som bindeled mellem idrætsforeningerne

- at fremme indbyrdes samarbejde til gavn for idrætten i Sorø Kommune

- at formidle kontakt til offentlige myndigheder m.v.

- at fremme initiativer Sorø Sportsråd har godkendt

På det seneste rådsmøde ønskede en medlemsforening at drøfte den lave mødedeltagelse i Sorø Sportsråd, og næstformand Niels Andersens svar var således:

"man skulle huske på, at Rådet ”kun” var en paraplyorganisation og at arbejdet skete ude i foreningerne."

Tre idrætsforeninger med over 1000 medlemmer tilsammen i Sorø er ikke medlemmer af Sorø Sportsråd, hvoraf 2 medlemsforeninger har meldt sig ud i protest mod formanden Ole Ring.

02 januar 2010

Idrætsudøvelse i Slagelse, Ringsted og Sorø

Slagelse

Slagelse Kommune er en kommune, hvor der igennem flere år har været en
politisk velvilje overfor både eliteidræt og breddeidræt. Dette har bl.a. udmøntet sig i dannelsen af Sports Team Slagelse i 2005 og ansøgninger om at blive breddeidrætskommune.

Slagelse Kommune blev i 2009 udpeget som breddeidrætskommune af Kulturministeriet.

Kommunen har ca. 120 idrætsklubber med omkring 25.000 medlemmer. Klubberne repræsenteres af Slagelse Idrætsråd (SIR) overfor Slagelse Kommune.

Kommunens idrætspolitik findes her!

Fritidsområdet i Slagelse omfatter 1 stadion, 8 selvejende og 11 kommunale haller, 2 svømmehaller, 22 idrætsanlæg med 75 fodboldbaner.

Der gives tilskud til den folkeoplysende voksenundervisning (15 aftenskoler) og det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde (265 foreninger).
Sorø

Sorø Kommune er en kommune, hvor der ikke er afsat midler til eliteidræt, men hvor der alene fokuseres på breddeidræt. Kommunen ligger i 2009 som 6. dårligste i landet på Indenrigsministereiets liste, når det gælder tilskud til idræt pr. indbygger.

Der er i 2009 ikke ansøgt om at blive breddeidrætskommune, som Slagelse og Ringsted gjorde.

Sorø Kommune har ca. 70 idrætsklubber der modtager tilskud fra Sorø-ordningen. Kommunen yder medlemstilskud til børn og unge i alderen 0-24 år for 6023 børn og unge.

Antallet af medlemmer på 25 år og opefter registreret i foreninger under Sorø-ordningen er 6422 voksne. (2009-tal).

Klubberne repræsenteres af Sorø Sportsråd overfor Sorø Kommune. Følgende foreninger med over 1000 medlemmer tilsammen er ikke medlem af Sorø Sportsråd: Sorø Freja, Sorø Jagt- og Naturforening og SVØM & LEG Sorø.

Kommunens Kultur- og fritidspolitik findes her!


Ringsted

Ifølge ”Dyrk Idræt i Ringsted” er der 13.120 personer, der dyrker idræt blandt Ringsted Kommunes ca. 33.000 indbyggere. 62% af borgerne bor i Ringsted – Benløse, mens 38 % bor i landområderne.

Foreningerne er organiseret under Ringsted Idræts Union.

Kommunens idrætspolitik findes her!

Slagelse: Breddeidrætskoordinator ansættes

Slagelse Kommune udvider primo 2010 med en ny medarbejder på Fritidsområdet. Kommunen har opslået følgende stilling:

Vil du være tovholder på 2-årige breddeidrætsprojekter i Slagelse Kommune?

Slagelse Kommune er en af de 7 kommuner, som Kulturministeriet har udvalgt til breddeidrætskommune.

Vi er i fuld gang med at igangsætte og forankre flere nye breddeidrætsprojekter, som samlet set skal være med til at udvikle Slagelse til at blive en sundere kommune med idræt til alle.

Da vi skal igangsætte en del nye initiativer, behøver vi flere hænder til at sikre, at projekterne følges ordentligt op.

Dine ansvarsområder forventes primært at være:

Administrativ tovholder på alle projekter og tiltag som igangsættes i forbindelse med breddeidrætskommunens specifikke projekter.
Inspirator og igangsætter i forhold til interne og eksterne samarbejdspartnere.
Sekretær og administrator for de nedsatte projektgrupper.
Fundraiser.
Ansvarlig for formidling og koordinering af resultater på tværs af projekterne.
I samarbejde med projektleder at overholde fastsatte tidsfrister og budgetter.
Udarbejde rapporter og evalueringer til såvel ministeriet som til politikere og andre relevante personer.
Det forventes, at du i forbindelse med opstarten og gennemførelsen af de enkelte breddeidrætsprojekter i samarbejde med projektleder og projektgrupper følger alle processer tæt.

Du evner at kommunikere inspirerende og tydeligt i både mundtlige og skriftlige sammenhænge.

Da vore projekter hovedsageligt arbejder med idrætten i skole- og efter skoletid er det ønskeligt, at du besidder en idrætsfaglig baggrund suppleret med kendskab til og erfaring med skole- og skolefritidsordninger. Du skal kunne arbejde struktureret, selvstændigt og med overblik. Derudover ønsker vi, at du generelt kan leve op til kommunens 4 værdier: modig, tydelig, kompetent og med glæde.

Om os:
Vi er Slagelse kommunes Center for Kultur og Fritid som pt. har til huse i Skælskør, men i nærmeste fremtid flytter vi til Slagelse by. Vi er et mindre center med 12-14 medarbejdere, der arbejdes i teams og med høj selvstændighed i opgavevaretagelsen.
Vi har masser at lave og der er højt til loftet og altid tid til et smil eller en sund latter.

Du må forvente en del aftenarbejde og arbejde i enkelte weekender.

Flere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:
Idrætskoordinator Per Andersen på telefon 58 57 46 47 eller
Fritidskonsulent Jan Stampe på telefon 58 57 31 45
Ansøgning
Ansøgningsfristen er 11. december 2009, kl. 12:00.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 1.

Tiltrædelse hurtigst muligt. Ansættelsesperiode: 2 år.

Løn og ansættelsesvilkår efter nærmere forhandling.

Send din ansøgning med relevante bilag til:

Kultur og Fritid
Næstvedvej 15
4230 Skælskør.

Organiseringen af Kultur- og fritidsområdet i Slagelse, Ringsted og Sorø

Hvordan organiserer de 3 kommuner Slagelse, Ringsted og Sorø arbejdet på Kultur- og Fritidsområdet. En sådan analyse kan man læse her:

Sorø

Udvalgstruktur:
Kultur- og Fritidsudvalg
Folkeoplysningsudvalg/eller folkeoplysningsråd (nej, udvalget er blevet nedlagt)

Økonomi:

Folkeoplysningsområdet 2009 (byordning, lokaletilskud og puljer): 2.387.620 kr.

Medarbejdere:
Kultur- og fritidskonsulent, nn (stilingen skal genbesættes pr. primo 2010). Idræt indgår ikke i stillingebeskrivelse.

Medarbejder i Fagcenter Kultur- og fritid, Lene Wagner. Arbejdsopgaver: Administration omkring byordning, lokaletilskud, mesterkabsarrangement, administrative opgaver iøvrigt.

Nuværende projekter og tiltag:

1) DGI partnerskabsaftale indgået. Følgende personer indgår i arbejdsgruppen:
DGI Vestsjælland - Steen Ulrik Hansen, Lasse Russotti
Sorø Sportsråd - Ole Ring
Sorø Kommune - Lone Ulholm, Per Timm Jensen, Flemming Baagø

2) Der er ikke ansøgt om at blive breddeidrætskommune i 2009.

Ringsted

Udvalgstruktur:
Kultur- og velfærdsudvalget
Folkeoplysningsudvalg/eller folkeoplysningsråd. Ja, der findes et folkeoplysningsråd.

Økonomi:

Folkeoplysningsområdet i 2010 (byordning, lokaletilskud og puljer): 5.181.690 kr.

Medarbejdere:
Idrætskonsulent, Torben Krogh Johansen
Administrativ medarbejder, Flemming Beck Christensen

Nuværende projekter og tiltag:
1) Kommunen ansøgte om at blive breddeidrætskommune, men ansøgningen opnåede ikke tilsagn fra Kulturministeriet.

2) Skolesport igangsat.

Skoler:

Dagmarskolen
Sdr. Parkskolen
Vigersted Skole
Kværkeby Skole

Foreninger:

Vigersted IF
Kværkeby IF
Ringsted IF Gymnastik
Vetterslev-Høm Gymnastik og Idrætsforening

Slagelse


Udvalgstruktur:
Kultur- og fritidsudvalget
Folkeoplysningsudvalg genindføres i 2010

I forbindelse med kommunalvalget 2009 og med baggrund i de erfaringer der har været omkring brugerindflydelsen, er det besluttet, at der skal vælges et Folkeoplysningsudvalg i Slagelse Kommune. Der er nu udarbejdet forslag til en vedtægt for dette udvalg.

Vedtægten beskriver bl.a. udvalgets størrelse, hvordan udvalget skal sammensættes og vælges. I udvalget skal der være plads til repræsentanter for oplysningsforbund, folkeoplysende foreninger herunder såkaldte uniformerede korps. I er erkendelse af, at den såkaldte uorganiserede idræt, f.eks. motionister, løbere og stavgængere, som står udenfor det organiserede foreningsliv, bliver flere og flere, er der i forslaget også givet plads til en repræsentant for disse.

Forslaget er nu i høring hos Fritidsrådet og Slagelse Idrætsråd, men andre interesserede kan elektronisk rekvirere forslaget, som forventes endeligt vedtaget på Fritidsudvalgets møde den 10. december 2009. Som en af de sidste opgaver i det nuværende Fritidsudvalg, har det været vigtigt for, at få maksimeret brugerindflydelsen, siger udvalgets formand Niels O. Pedersen og fortsætter, i et Folkeoplysningsudvalg får brugere stor indflydelse på hele Folkeoplysningsområdet, hvilket for nuværende i Fritidsrådet og Slagelse Idræts Råd alene har været en høringsret.
Der lægges fra udvalgets side op til, at alle interessenter skal have mulighed for at indstille og vælge repræsentanter til det nye Folkeoplysningsudvalg, således at udvalgets sammensætning bliver som bred som muligt.

Økonomi:

Lokaletilskud og puljer (2010) (tal følger)
Medlemstilskud i byordningen (2010): 5.263.000 kr.
Breddeidrætskommuneprojekter: 6.7 mio kr. (2 årigt budget)
Tilskud gives til Sportsteam Slagelse (eliteidræt og talentudvikling)

Medarbejdere:
Breddekoordinator (ny stilling opslået pr. primo 2010 finansieret af Kulturministeriet i 2 år)
Idrætskoordinator Per Andersen
Fritidskonsulent Jan Stampe
Medarbejder Helle Juel Christensen

Nuværende projekter og tiltag:
Kommunen ansøgte om at blive breddeidrætskommune, og ansøgningen opnåede tilsagn fra Kulturministeriet med 2.7 mio kr. til projekterne opgradering af skole og institutionsidræt, aktiviteter i dagsinstitutioner, mere idræt i skolen.

DGI-partnerskabsaftale er indgået.