Sorø Kommune har nu opgjort foreningernes tilskud for 2010 efter kommunens byordning (Sorø-ordningen).
Der udbetales for 2010 medlemstilskud fra Sorø Kommune til foreningerne for i alt 5761 børn og unge under 24 år, hvilket er et fald på 252 registrerede udøvere i aldersgruppen i forhold til 2009-opgørelsen.
De tre største modtagere af medlemstilskud under Sorø-ordningen i 2010 er:
LBI (129.947 kr)
Dianalund Idrætsforening (90.132 kr.)
Stenlille Idrætsforening (90.147 kr.)
I alt udbetales i 2010 1.128.799 kr. til foreningerne i tilskud til deres medlemmer under 24 år, hvilket giver et tilskud på 196 kr. pr. medlem i 2010 mod 181 kr. i 2009.
Forøgelsen i tilskuddet pr. udøver har sammenhæng med at kontoen for medlemstilskud er et rammebeløb, der med et faldende antal udøvere resulterer i et højere tilskud pr. udøver.
Antallet af medlemmer over 24 år under Sorø-ordningen er ligeledes faldet i 2010. Ved den seneste registrering hos Sorø Kommune udgjorde antallet 6312 personer mod 6422 i 2009, hvilket er et fald på 110 personer.
Samlet er der i alt registreret 362 færre personer under Sorø ordningen i forhold til sidste år.
Se alle tallene for Sorø-ordningen i 2010 her: http://polweb.nethotel.dk/Produkt/PolWeb/Sog/ShowFile.asp?p=soroe07&ID=25307
Der foreligger ingen opgørelser over udviklingen i den uorganiserede idrætsudøvelse i Sorø Kommune eller hos de kommercielle udbydere i kommunen.