12 februar 2011

Slagelse vil aktivere børn og unge med midler fra Socialministeriet

Undersøgelser viser, at mange udsatte børn og unge mellem 6-18 år ikke deltager i fritidsaktiviteter, fordi der i familierne ikke er tradition for det eller ressourcer til det. Nu får 23 kommuner tilsammen 76,7 millioner kroner i støtte af socialminister Benedikte Kiær og satspuljepartierne til at oprette projekter, der skal give disse udsatte børn og unge mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter med et såkaldt fritidspas.

Socialminister Benedikte Kiær udtaler:

- Et aktivt idrætsliv spiller en stor forebyggende rolle ikke bare på sundhedsområdet men også på socialområdet. Derfor er jeg rigtig glad for, at kommunerne har udvist så stor interesse for puljen ved at indsende en masse gode og rigtig spændende ansøgninger.

Fritidspasset dækker både økonomisk støtte til betaling af fritidsaktiviteterne og særlige fritidsvejledere, der fortæller om forskellige fritidsaktiviteter som eksempelvis fodbold, svømning eller spejder. Erfaringer fra tidligere forsøg viser, at ordningen har en stor gennemslagskraft, og at mange børn på den måde får et aktivt fritidsliv, og det er med til at give børnene et stort socialt og personligt udbytte.

De 23 kommuner er: Brønderslev, Esbjerg, Fanø, Fredensborg, Fredericia, Furesø, Greve, Hedensted, Høje-Taastrup, Kerteminde, København, Morsø, Norddjurs, Odense, Roskilde, Rebild, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Slagelse, Varde, Viborg, Aalborg, Aarhus.

04 februar 2011

Slagelse og Ringsted kommuner med på DIF´s store foreningskongres 2011

Danmarks Idræts Forbund afholder hvert 5 år en særlig kongres med fokus på dansk idræt. I disse dage løber en sådan kongres af stabelen med deltagelse af mere end 500 personer fra idrætsforeninger, speciealforbund, kommuner, idrætssamvirker, ministerier m.v.

Teamet for kongressen er: "Foreningsliv - nye tider i foreningsland?"

Ringsted og Slagelse kommuner er repræsenteret på kongressen med flere deltagere, herunder bl.a. kommunernes idrætskonsulenter og administrativt pesonale.

Sorø Kommune deltager ikke i kongressen, og de 3 kommuners idrætssamvirker er heller ikke repræsenteret. En lang række andre kommuner har deltagelse af deres idrætssamvirker.

DIF kongressen er tiltænkt som afsæt for dialog og udvikling i idrætten og har bl.a. oplæg af kronprinsen, statsministeren, kulturministerer, borgmestrene fra København og Herning, eliteidrætsudøvere, breddeklubber, Idrættens Analyse Institut m.v.

I sin indbydelse skriver DIF´s formand, at kongressen er dansk idræts vigtigste i mange år.

Man kan læse oplæg og referater fra kongressen her:

http://www.foreningsliv.dif.dk/da/Praesentationer_fra_kongressen.aspx

12 januar 2011

Ringsted: Ny idræts- og fritidspolitik på vej

I 2011 skal der udarbejdes en ny idræts- og fritidspolitik for Ringsted Kommune.

I forbindelse med opstarten af dette arbejde skal Kultur- og Trivselsudvalget, Folkeoplysningsrådet og Økonomiudvalget i løbet af 2011 have drøftelser af emner, indhold og økonomi for en sådan politik.

I selve arbejdet med den nye idræts- og fritidspolitik vil der være behov for en god inddragelse af de mange interessenter, foreninger, borgere m.v., der har en stor interesse for området.

Byrådet drøfter udkastet til politikken i september og oktober og vedtager budget 2012 og hermed de økonomiske rammer for idræts- og fritidspolitikken.

Kultur- og Trivselsudvalget færdiggør så i november og december idræts- og fritidspolitikken under hensyntagen til den økonomiske ramme, som er vedtaget af Byrådet.