10 november 2010

Ringsted: Tordenskjolds mange soldater fik et flot Landsbyhus

I Gyrstinge/Ørslevvester bor der nogle mennesker med visioner og ideer. Efter mere end 20 års arbejde kunne lokalsamfundet i september 2010 tage et nyt multihus kaldet ”Landsbyhuset” i brug.
Baggrunden var, at man i Gyrstinge/Ørslevvester ønskede at samle og forstærke aktiviteterne ved at etablere et kulturelt samlingssted på tværs af aktiviteter, organisationer, interesser og aldre.

Landsbyhuset skal skabe et fælles rum med mulighed for at styrke fællesskabet i Gyrstinge/Ørslevvester samtidigt med, at der skabes plads til aktiviteter, som i dag bliver dyrket uden for lokalområdet, herunder idrætsaktiviteter.

De forskellige ønsker og behov skal forenes i Landsbyhuset, idet skolen har behov for at benytte lokaler i dagtimerne, aftenskole - foreninger og klubber i aftentimerne - og forskellige organisationer og foreninger om aftenen og i weekender.

Landsbyhuset er en selvejende fond og ledes af en bestyrelse på seks medlemmer og fire arbejdende suppleanter, der alle er udpeget af Gyrstinge Idrætsforening, Lokalrådet for Gyrstinge og Ørslevvester, Kildeskolen samt Gyrstinge Byg og Bo.

Følgende har givet økonomisk støtte til etablering af Landsbyhuset:

- Ringsted Kommune
- Lokale- og Anlægsfonden
- Realdania
- Landsbyhuset, Indsamlede midler
- EU, artikel 33 midler
- EU, LAG midler
- Friluftsrådet

Landsbyhuset i Gyrstinge indeholder:

- Fitness (foreningsfitness)
- Festlokale
- Mødelokaler
- Landsbyvandrehjem
- Sportshal
- Shelters (kommer i 2011)

Sportshallen indeholder:

3 badminton baner
2 volleyball baner
1 basketball bane (for børn på tværs)
1 forkortet håndboldbane
1 fitnesscenter

Landsbyhuset har kostet 17,8 mio. kr. at opføre.