27 januar 2010

Sorø: Kamp om at blive næstformand i Sorø Sportsråd

Sorø Sportsråds nuværende formand Ole Ring har efter mere end 25 år i stolen forberedt sig på at stoppe som formand for rådet i nær fremtid.

Første skridt i processen tages, når der på den kommende generalforsamling i rådet skal vælges en ny næstformand efter den nuværende Niels Andersen fra Stenlille.

I rådets nuværende forretningsudvalg er der to personer, der gerne vil være næstformand i Sorø Sportsråd. Slaglille-Bjernede IF´s formand René Hansen er den ene kandidat, og Jørgen Larsen, der er formand for Dianalund Idrætsforening er den anden kandidat.

Dermed ser der ud til at blive kampvalg i Sorø Sportsråd, når foreningerne skal vælge ny næstformand til februar. Samtidig brydes en årelang tradition, hvor forretningsudvalget selv har stillet med blot en kandidat til f.eks. FU og de fleste råd m.v. som Sorø Sportsråd repræsenteres i.

Efter valget af ny næstformand til februar foreligger samtidig et fingerpeg om, hvem der bliver efterfølgeren til Ole Ring som ny formand for Sorø Sportsråd.

Sorø Sportsråds generalforsamling afholdes d. 24. februar 2010.