Folkesundheden skal øges med oprettelse af en Motionsfond på 400 millioner kroner - det skal styrke idrætsforeningernes indsats for at få flere danskere til at dyrke motion, foresår DGI.
”Vi ved, at vi kan spare omkring fire milliarder kroner årligt til forebyggelse og sygdomsbehandling, hvis vi får en halv million inaktive danskere til at dyrke motion. Det er en kompleks opgave, som kræver udviklingsarbejde og erfaringsopsamling, og det vil en Motionsfond kunne understøtte, ” siger formanden for DGI, Søren Møller til www.dgi.dk
”Det lyder måske af meget, men hvis vi husker på, at samfundet kan spare 10 gange så mange penge, og at en halv million danskere får bedre livskvalitet, så er det svært at argumentere mod en Motionsfond,” konstaterer Søren Møller.
”Vi er helt på det rene med, at det her ikke bare handler om at hælde mange flere penge i den traditionelle idræt. Det har man prøvet i Sverige i de senere år, og det har ikke været en succes. Det handler om partnerskaber, målrettede strategier og opfølgning på resultaterne. Det handler om idræt på arbejdspladsen, i skoler og institutioner, det handler om idræt på egen hånd og i idrætsforeninger,” lyder det fra Søren Møller på DGI´s hjemmesinde.
Han understreger, at idrætsforeningerne er helt centrale i forsøget på at få en halv million inaktive danskere til at dyrke motion.
”Hvis målet skal være så højt, som vi lægger op til her, så skal idrætsforeningerne være centrale aktører, lyder det fra DGI.