19 november 2009

Sorø Sportsråds formand Ole Ring blev ikke valgt til byrådet i Sorø

I efteråret 2009 var der stor utilfredshed blandt flere af Sorø Sportsråds medlemmer, da formanden for rådet Ole Ring bekendtgjorde, at han stillede op til kommunalvalget i Sorø.

Ved flere valgmøder for idrætten sad Ole Ring således i politikerpanelet samtidig med, at han var formand for Sorø Sportsråd.

Fodboldklubben Freja mente, at opstillingen til valget var uforenelig med posten som Sportsrådsformand, hvor man skulle tale idrætsforeningernes sag overfor kommunen helt upolitisk.

Også Sorø Tennisforening udtrykte stor utilfredshed med Ole Rings mange kasketter.

Udover at være formand for Sorø Sportsråd er Ole Ring også formand for Sorø Kultur- og Fritidscenter, samt MotionsFitness Sorø og MotionsFitness Stenlille. De 2 sidstnævnte foreninger er også medlemmer af Sorø Sportsråd, hvor Ole Ring også er formand, men de 2 foreninger har ingen medlemmer endnu.

Sorø Freja meldte sig som følge af utilfredsheden med Ole Ring ud af Sorø Sportsråd og dannede efterfølgende et nyt netværk, hvor alle fodboldklubberne i Sorø idag er repræsenterede.

Sorø Natur- og Jagtforening har tidligere meldt sig ud af Sorø Sportsråd i protest mod Ole Rings dobbeltkasketter.

Ved kommunalvalget 2009, hvor Sportsrådets formand stillede op for borgmesterpartiet Socialdemokraterne, opnåede Ole Ring dog ikke valg til kommunalbestyrelsen. Blandt de 18 opstillede kandidater fra liste A, opnåede Ole Ring tilsammen 20 stemmer i kommunen og en 18. plads på socialdemokraternes liste.

Stemmerne fordelte sig således på afstemningsstederne:

3 stemmer blev opnået i Sorø by
5 stemmer i Alsted-Fjenneslev
4 stemmer på Frederiksberg
1 stemme i Nyrup
4 stemmer i Pedersborg
3 stemmer i Slaglille
0 stemmer i Dianalund, Ruds Vedby, Niløse, Stenlille, Flinterup, Munkebjergby og Stenmagle.

Med 22.413 stemmeberettigede vælgere i kommunen gav de 20 stemmer ikke valg til Ole Ring.

Ole Ring har udtalt, at han gerne vil fortsætte som formand for Sorø Sportsråd frem til 2011, hvor han så har været formand for rådet i 26 år.