02 november 2009

Sorø: Kritik af dobbeltroller i Sorø Sportsråds ledelse





I forlængelse af debatten om Fodboldklubben Frejas udmeldelse fra Sorø Sportsråd har vi kigget på en del af problemstillingen, som fodboldklubben Freja har fremført.

Til 24-Sjællandske siger formanden Bjarne Lorentzen, at klubben ikke mener, at man samtidig kan beklæde formandsposten for Sorø Sportsråd, der netop er en paraplyorganisation for idrættens interesser i forhold til Sorø Kommune og så være kandidat til byrådet, hvor man ønsker at fremme egne politiske interesser.

Ole Ring udtaler efter Frejas udmeldelse af Sportsrådet til 24-Sjællandske, at Sorø Sportsråd aldrig har været politisk og heller ikke vil blive det, sålænge han er formand.

Vi har her set nærmere på organisationsstrukturen omkring Sorø Sportsråd.

Ole Ring er formand for Sorø Sportsråd, men er også formand for Sorø Kultur- og Fritidscenter, hvor bestyrelsen består af 5 personer.

Ole Ring og Vibeke Gylling er her med i denne bestyrelse og begge er samtidig medlemmer af Socialdemokraterne, mens Peter Hammer er medlem af SF og sidder også i bestyrelsen for Sorø Kultur- og Fritidscenter.

De øvrige to bestyrelsesmedlemmer i Sorø Kultur- og Fritidscenter, Jussi Wolkovitz og Svend Panse, er tillige medlemmer af Sorø Sportsråds forretningsudvalg og også samtidig bestyrelsesmedlemmer i Stenlille MotionsFitness og Sorø MotionsFitness, hvor Ole Ring er formand alle tre steder.

Pedellen på Sorø Kultur- og Fritidscenter, hvor Ole Ring er formand, er desuden bestyrelsesmedlem i MotionsFitness Sorø, hvor Ole Ring er formand. MotionsFitness Sorø og Motionsfitness Stenlille er begge foreninger, der er medlemmer af
Sorø Sportsråd, hvor Ole Ring er formand.

MotionsFitness Sorø og MotionsFitness Stenlille har begge Ole Ring som formand.

Fra Sorø Sportsråds forretningsudvalg opstiller 2 medlemmer til kommunalvalget, Ole Ring opstiller for Socialdemokraterne og Jørgen Larsen opstiller for Venstre.

Sorø Freja anfører i begrundelsen for deres udmeldelse, at der i dag indenfor Sorø kommunes idrætsforeninger mere end nogensinde er behov for dynamik, samarbejde, innovation og udvikling.

Idrætsforeningerne står i dag overfor en række forskelligartede udfordringer. Udfordringer som et dynamisk og samarbejdende Sorø Sportsråd ville kunne være med til at løse, men desværre ikke med en struktur og form som i dag evner at løse som vi ser det i Sorø Freja, skriver klubbens formand i en pressemeddelelse.

Man kan læse hele Sorø Frejas begrundelse for at melde sig ud af Sorø Sportsråd her

Ole Ring udtaler til 24-Sjællandske, at det er Sorø Freja, der udgør problemet.