Valgkampen er i fuld gang også på idrætsområdet i Sorø. Vi tegner her et billede af nogle af emnerne, der har været fremme i de senere år i debatten.
I 2008 udarbejdede en række af Sorøs Idrætsforeninger et oplæg til Sorø Kommune om etableringen af Idræts Team Sorø (ITS). ITS-projektet skulle fokusere på talentudvikling og samarbejde mellem skoler, idrætsforeninger, kommune og erhvervsliv i Sorø-området. Se forslaget her.
Forslaget mindede i sin struktur om en række andre kommuners tiltag i Danmark herunder også i de nærliggende kommuner, Slagelse, Næstved og Køge, da foreningerne bag forslaget mente, at der manglende et sådant tiltag i Sorø Kommune.
Ved budgetbehandlingen i Sorø byråd for 2009 blev forslaget om at afsætte 100.000 kr. til igangsætning dog stemt ned.
Forslaget faldt, da Socialdemokratiet og SF´s Poul Hangler med 13 stemmer stemte i mod. 12 medlemmer fra de øvrige partier stemte for forslaget. Ved budgetbehandlingen for 2010 var forslaget ikke fremme igen.
Et andet forslag til budget 2009 på foreningsområdet fik også tommelfingeren ned af samme flertal i byrådet. Et ændringsforslag til budgettet om at afsætte 500.000 kr. ekstra i foreningstilskud blev stemt ned af Socialdemokratiet og SF´s 13 stemmer. De øvrige partier stemte for forslaget.
Blandt de tiltag der i stedet vandt fremme i de seneste år var en udbygning af hallerne flere steder i kommunen.
Da budgetarbejdet for 2010 gik i gang var ønskelisten specielt på anlægssiden i Sorø atter betydelig. Anlægsønsker for millioner blev fremsat af foreninger og kommunens administration i fællesskab.
Men ingen af disse forslag fik flertal i budgetbehandlingen med afsatte midler.
I praksis var der ingen ønsker fra paraplyorganisationen Sorø Sportsråds "ønskeliste" kaldet Planlægningsrapporten med i det endelig budget som Socialdemokratiet, SF og Borgerlisten stod bag for 2010.
Så idrættens anstrengelser i planlægningsrapporten vandt i praksis ikke gehør hos politikerne i Sorø.
Et enkelt idrætsforslag i kommunens budget for 2010 slap dog i gennem nåleøjet. Det var forslaget om at afsætte 150.000 kr. til etablering af et lysanlæg på LBI´s fodboldbaner på Frederiksberg i Sorø, hvor Sorø Spare- og Laanekasses Fond medfinansierer med et større beløb.
For dette forslag stemte Socialdemokratiet, SF´s Poul Hangler og Borgerlistens Ingse Rasmussen, der havde 14 stemmer tilsammen, og dermed et flertal.
Spørgsmålet er nu hvordan idrætten i 2011 og de kommende år kan få plads til deres ønsker i Sorø Kommunes budget.
Valgkampen op til byrådetsvalget d. 17. november 2009 er i fuld gang og muligheden for at præge debatten er igen til stede.
En af mulighederne for at påvirke politikerne er ved en række af valgmøder som DGI Vestsjælland inviterer til.
Poul Hangler, der til daglig er medlem i LBI i Sorø og arbejder i DGI Vestsjælland og er medlem af byrådet i Sorø for SF, fortæller til DR Sjællands hjemmeside, at De Danske Gymnastik og Idrætsforeninger i Vestsjælland nu går nu aktivt ind i den kommunale valgkamp med seks vælgermøder.
Breddeidrætten er bange for at blive glemt i valgkampstemaer som nedslidte skoler, ældremad og pasningsproblemer, lyder det fra DGI Vestsjælland.
Så nu skal der fokus på 60-årige, der bliver mere og mere aktive, og som gerne vil dyrke motion i dagtimerne - og på børnene, der skal have mulighed for mindst syv timers idræt og fysisk aktivitet om ugen, siger DGI.
Og ud over nogle faste emner, så bliver der også rig mulighed for at stille konkrete spørgsmål til lokale idrætspolitiske emner, siger Poul Hangler til DR´s hjemmeside.
Det første vælgermøde er på Gerlev Idrætshøjskole i Slagelse Kommune onsdag den 21. oktober, og så fortsætter turen til Frederiksberghallen i Sorø den 25. oktober - Vighallen i Odsherred den 28. - Knabstruphallen i Holbæk Kommune den 3. november, Ubby Forsamlingshus i Kalundborg Kommune torsdag den 5. november og endelig Anlægspavillonen i Ringsted Kommune den 10. november.
Blandt de politikere som møder op til mødet i Sorø kan man også forvente Sorø Sportsråds formand Ole Ring. Udover at at være formand for paraplyorganisationen for alle idrætsforeninger i Sorø - Sorø Sportsråd - stiller han samtidig op med en kasket til byrådsvalget for Socialdemokratiet.
Poul Hangler (SF) der er på hjemmebane i LBI deltager også til mødet i Frederiksberg-hallen, og også Venstre og Konservative deltager med deres kandidater.
Et helt nyt lokalt parti Medborgerlisten ventes også at deltage i Sorø-mødet sammen med Det Radikale Venstre og Liberalsocialisterne.
Ved det første vælgermøde som Sorø Sportsråd stod bag i august kom det frem, at når det gælder idrætten i Sorø bliver det næppe bedre foreløbig, da kassen er tom i kommunen.
Når alt kommer til alt, er det selvfølgelig et spørgsmål om prioritering.
Man kan læse om udfaldet af første valgmøde i Sorø her