Køge Kommune vil alligevel ikke søge om at blive eliteidrætskommune under Team Danmark.
Kommune ser ud til at droppe planerne om at indgå et elitesportsamarbejde med Team Danmark .
Et vægtigt argument er, at Køge Kommune ikke på nuværende tidspunkt vil være i stand til at honorere Team Danmarks krav om ansættelse af en eliteidrætskoordinator på fuld tid. Dertil kommer, at Team Danmark prioriterer støtte i idrætsgrene , hvor der er udsigt til EM-, OL -og VM-medaljer, og frygten i Køge er, at det vil betyde en nedprioritering af de lokale samarbejder inden for talentudviklingsområdet i andre idrætsgrene.
Kulturafdelingen vil nu i stedet arbejde videre med at skabe en såkaldt Køgemodel for talentudviklingsmiljøer -ikke blot på idrætsområdet men også inden for musik og billedkunst.
Køge er samtidig netop blevet udpeget som breddeidrætskommune med støtte fra Kulturministeriet.
I dag kan 18 kommuner over hele landet kalde sig eliteidrætskommune, og blandt dem er der fem på Sjælland. Det er Roskilde, Hillerød, Ballerup, Gentofte og København.
- Der er måske nogen, der undrer sig over, at vi siger nej til det her, men vi har ikke udelukket os fra at knytte os op på projektet senere, siger Køges borgmester.