18 maj 2010

Ringsted: Nye udendørs motionsredskaber til Gå i Gang i Ringsted

Solide redskaber i træ har rejst sig foran de store vinduer ved Ringsted Svømmehal. Umiddelbart ligner træstrukturerne en kedelig legeplads, men det er det slet ikke. Redskaberne er populært sagt et lille udendørs fitnesscenter, hvor man kan træne både arme, baller, lår og hofte.

Det er folkene bag Gå-i-gang projektet, der står bag. Formålet med Gå-i-gang er at skabe motionsmuligheder for kronisk syge og motions uvante - det skal de nye redskaber hjælpe til med, når de bliver endeligt indviet den 6. maj.

- Vi ved, at en af de årsager folk oftest nævner som undskyldning for ikke at dyrke motion er manglende tilgængelighed. De her redskaber er i den grad tilgængelige og det håber vi, at folk vil benytte sig af, siger sundhedskonsulent Malene Søbygaard, der er koordinator for Gå-i-gang.

Birthe Kofoed, der er direktør i Sundhed og Livsmod, som har leveret redskaberne, stod for instruktionen i de nye redskaber, og hun var glad for, at der var så mange fremmødte.

- Den allerbedste reklame er, at I bruger redskaberne. Så bliver folk nysgerrige og vil selv prøve, sagde Birthe Kofoed inden gav prøver på, hvordan man kan svinge sig i redskaberne, der alle har dyrenavne som orangutangen og jordegernet.

Alle må bruge redskaberne som et stop på løbe-, eller traveturen og til en familieudflugter. Gå-i-gang projektet vil også lægge nogle af deres aktiviteter på den nye plads.

Gå I Gang er et samarbejde mellem Gigtforeningen, Kræftens bekæmpelse, Diabetesforeningen og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger. Samarbejdets focus er at skabe gode muligheder for, at fysisk inaktive - og særligt kronikere der er fysisk inaktive kan komme til at dyrke idræt sammen med ligestillede. Projektet støttes af Trygfonden.

Læs mere her:

http://www.gaaigang.dk/

http://www.ringsted.dk/Borger/Sundhed/TilbudTilBorgere/GaaIGangStedet.aspx

http://www.ringsted.dk/Borger/Sundhed/TilbudTilBorgere/GaaIGangProjektet.aspx