02 december 2010

Sorø: Kultur- og fritidsudvalget vil støtte elitesport og talentudvikling

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde d. 1. december 2010 drøftede udvalget retningslininerne for en ny elite- og talentpulje, som blev vedtaget i forbindelse med kommunens budget for 2011.

Udvalget besluttede på mødet, at der nu skal nedsættes en selvejende organisation kaldet Elite Team Sorø, der skal varetage opgaverne med at udvikle elitesporten og talentudviklingen i Sorø. Organisationen skal sammensættes af repræsentanter fra byrådet, erhvervslivet, Sorø Sportsråd og større sponsorer.

I budgettet for 2011 og overslagsårene er der afsat kr. 50.000 til etablering af Sports Team Sorø.

Sorø Kommune vil med tiltaget samarbejde med idrætsforeningerne og klubberne, skolerne, uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet ud fra et ønske om at forbedre vilkårene for elite- og talentudvikling i Sorø.

Kommunens beløb forhøjes årligt – krone til krone op til kr. 100.000 ved tilsvarende tilskud fra eksterne samarbejdspartnere og sponsorer.

Sorø Sportsråd havde til mødet fremsat en række forslag til Kultur- og fritidsudvalget om puljen, herunder et forslag om, at der ikke skulle være præcise beskrivelser og kriterier for puljens uddelinger. Kultur- og fritidsudvalget valgte ikke at følge Sorø Sportsråds forslag.