30 marts 2010

Sorø: Seks fodboldklubber laver netværk

De seks fodboldklubber i Sorø kommune; Lynge Broby IF, Team AS, Stenlille IF, Dianalund IF, Ruds Vedby IF og Fodboldklubben Sorø Freja har etableret et nyt lokalt netværkssamarbejde; FODBOLDNETVÆRK SORØ.

De seks fodboldklubber har i mange år hver for sig arbejdet for at fremme fodboldspillet i Sorø kommune og der er efter kommunalreformen nu efterhånden så mange indlysende fælles områder der kan samarbejdes om, at et egentligt samarbejde nu er blevet en realitet.

FODBOLDNETVÆRK SORØ vil fast mødes minimum 4 gange om året med de respektive klubbers fodboldformænd som repræsentanter, og herudover vil det allerede nedsatte Banebrugerråd,hvor alle seks klubber i forvejen deltager, blive lagt ind i det nye regi, så de seks lokale fodboldklubber nu i langt højere grad end tidligere vil samarbejde om bl.a. optimering af de fysiske vilkår for soransk fodbold.

Blandt samarbejdspunkterne nævner klubberne bl.a. områder som stævneafholdelse, koordinering af aktiviteter, træner- og lederudviklingskurser, fællesarrangementer samt træningsturneringer.

Det nye netværk af fodboldklubber drøfter nu de fysiske rammerne for fodbolden i Sorø med kommunen uden om Sorø Sportsråd. Sorø Freja har samtidig meldt sig ud af Sorø Sportsråd i efteråret 2009.

Blandt emnerne der skal drøftes kommunen i april måned 2010 er den fremtidige anvendelse af arealet Grønningen i Sorø. 

Arealet Grønningen ved Ringstedvej i Sorø fungerer i dag som et kombineret idræts- og rekreativt bynært naturområde. Grønningen blev indviet i 1995, og den nuværende disponering af Grønningen tager udgangspunkt i et projekt udarbejdet af Sorø Sportsråd og Sorø Kommune. Projektet blev i sin tid støttet økonomisk med midler fra Lokale- og Anlægsfonden, og det blev ligeledes aftalt, at Sorø Sportsråd fremefter skulle have overdraget råde- og dispositionsretten over Grønningen i en ikke nærmere aftalt tidsperiode.


I foråret 2008 gennemførte Kultur- og Fritidsudvalget et dialogmøde med brugerne af de udendørs idrætsanlæg ved Sorø Hallen og med brugerne af Grønningen samt Sorø Sportsråd.
Initiativet til dialogmødet skal ses i sammenhæng med, at der med opførelsen af den nye idrætshal (hal 3) ved Sorø Hallerne samt planerne om en eventuel placering af en kommende kommunal svømmehal ved Sorø Hallerne er behov for en ny samlet og sammenhængende plan for disponeringen af de udendørs arealer ved Sorø Hallen og Grønningen.

I forlængelse af dialogmødet i foråret 2008 er brugerne af Grønningen blevet bedt om at fremsende deres bemærkninger til sagen, herunder deres ønsker og behov i forhold til den fremtidige disponering af arealerne ved Grønningen.  Dette område benyttes bl.a. Sorø Disc Golf, Bueskytte klubben, Spejdere, Randver (heste) samt hundetræning.

Sorø Freja er interesseret i at udvide antallet af fodboldbaner i området. Klubben anfører bl.a.:

"De seneste 20 år er der løbende forsvundet fodboldarealer ved Ringstedvej, da der løbende er bygget haller, tennisbaner og boliger. Senest med tilføjelsen af en hal 3 samt ældreboligbyggeri ved Fægangen. Som en konsekvens heraf er Fodboldklubben Sorø Frejas fortsatte udvikling med hensyn til antal spillere, hold, sportsligt niveau og muligheden for et alsidigt tilbud, blevet gradvist forringet, og har i dag nået et niveau så vi fra klubbens side må reagere.

Foreningens udfoldelsesmuligheder er blevet begrænset, og vi har modtaget klager og utilfredshed fra naboer og øvrige interessenter på arealerne. Det er naturligvis ikke tilfredssti llende for nogle af parterne. Sorø Freja ønsker derfor, at Sorø kommune prioriterer at Grønningen udnyttes til sportsaktiviteter med indlysende behov og i øvrigt gerne aktiviteter med sundhedsmæssige gevinster i henhold til Sorø kommunes egen sundhedspolitik. Vi anbefaler naturligvis en udvidelse af fodboldarealerne på Grønningen da dette areal allerede for år tilbage blev udlagt til fodboldfælled, men mere eller mindre tilfældigt blev udstykket til andre aktiviteter.

Vi ønsker, at Sorø kommune holder fast i den oprindelige intention om at arealet skal udnyttes til boldbaner, og at der etableres boldfælled og fodboldbaner på arealet ved Grønningen. Behovet er udtalt især efter at byggerierne skyder op omkring foreningens tidligere ”kerneområde”. Sorø Freja ser kun én mulighed for – økonomisk og funktionelt - at etablere et sammenhængende fodboldanlæg, hvor der skabes et nyt kerneområde med mulighed for socialt liv og sportslige ambitioner, og det er ved at inddrage et yderligere areal af området Grønningen i sammenhæng med eksisterende baner."

Læs mere her:

http://polweb.nethotel.dk/Produkt/PolWeb/Sog/ShowFile.asp?p=soroe07&ID=7800

http://polweb.nethotel.dk/Produkt/PolWeb/Sog/ShowFile.asp?p=soroe07&ID=7798

Alle brugere af Grønningen er inviteret til et nyt dialogmøde med kommunen d. 13. april om den fremtidige anvendelse.