23 februar 2010

Sorø: Idrætstilskud helt i bund på landsplan

Idrætten i Sorø har vanskelige vilkår set ud fra de ressourcer, der anvendes på området i kommunen.

Tilskuddene til idrætsforeningerne indenfor Folkeoplysningsområdet med Sorø-ordningen, lokaletilskud og puljer der støtter foreningerne med materiel m.v. ligger nemlig markant under gennemsnittet i Region Sjælland.

Ifølge Indenrigsministeriets tal ligger Sorø Kommune samtidig helt nede som den 6. laveste blandt alle landets kommuner i 2009. Og for 2010 er der ikke afsat nye midler til Folkeoplysningsområdet i Sorø.

På landplan ligger Sorø Kommune med de nyeste tal fra 2009 omkring 40 procent under landsgennemsnittet, når det gælder tilskud til idræt pr. indbygger.

Ser man på tallene for de omkringliggende kommuner ligger Sorø kommune markant under niveauet både på kultur- og idrætsområdet med tilskud pr. indbygger, når man sammenligner med Ringsted, Slagelse, Køge og Næstved.

Fra 2007 til 2009 er kommunens tilskud til idræt pr. indbygger i Sorø samtidig faldet med 13 procent.

På anlægssiden har idrætten i Sorø siden 2008 fået flere nye faciliteter, herunder primært flere nye haller.

Det har resulteret i en udvidelse af Sorø-hallen til 24 mio. kr.  i 2008. Udvidelsen af Stenlille-hallen koster omkring 21 mio kr. og hallen står færdig i 2010. Hertil kommer en udvidelse af Frederiksberg-hallen for 7,1 mio.kr., som påbegyndes i 2010.

I kommunens budget for 2010 er idrætten tilgodeset i kommunens budget med et lysanlæg til LBI til 150.000 kr.

I de omkringliggende kommuner Ringsted og Slagelse er der siden 2008 periode på anlægsområdet investeret betydeligt større beløb i faciliteter end i Sorø kommune. I disse kommuner har det bl.a. betydet en række nye faciliteter for borgerne, herunder boldbaner, haller, svømmehaller og et atletikstadion.

1,53% af det samlede driftsbudget i Sorø anvendes til kultur- og fritidsområdet, og det er kun næsten halvdelen af, hvad man gør i Slagelse og Ringsted.

Sorø Kommune er samtidig landets 10. dyreste kommune på personskatter.

På det administrative området har både Slagelse og Ringsted ansat en række idrætskonsulenter, således at serviceniveauet for foreningerne er markant over niveauet i Sorø. Konsulenterne arbejder bl.a. med breddeidræt, idræt i skolerne, servicering af foreningerne og fundraising. Sorø Kommune har ingen idrætskonsulenter ansat.

Sorø Kommune har ca. 70 idrætsklubber der modtager tilskud fra Sorø-ordningen. Kommunen yder medlemstilskud til børn og unge i alderen 0-24 år for 6023 børn og unge. Antallet af medlemmer på 25 år og opefter registreret i foreninger under Sorø-ordningen er 6422 voksne i 2009.

Idrætsklubberne repræsenteres af Sorø Sportsråd overfor Sorø Kommune. Følgende foreninger med over 1000 medlemmer tilsammen er ikke medlem af Sorø Sportsråd: Sorø Freja, Sorø Jagt- og Naturforening og SVØM & LEG Sorø. De to først nævnte har meldt sig ud af Sorø Sportsråd.

I Sorø Kommune er Folkeoplysningsudvalget blevet nedlagt. Både Slagelse og Ringsted kommuner har sådanne udvalg, der bl.a. varetager idrætsområdet.

Byrådet i Sorø har i 2008 vedtaget en Kultur- og Fritidspolitik for perioden 2008-2011.

Af politikken fremgår visionen for kommunen, at Sorø Kommune har en vision om at få en stærk placering på det kultur- og fritidspolitiske landkort.